Ikoner og Indre Mission      

Forhenværende sognepræst Morten Møbjerg ser i ny erindringsbog tilbage på et liv, udspændt mellem missionshuset i Vestjylland og Thomaskristne i Sydindien.  

AF JØRGEN STEENS   (Kristeligt Dagblad 30. august 2004)

Enghøj Kirke i den nordlige del af Randers en en ny kirke. Opført i begyndelsen af 1990'erne og med plads til 150. Det svarer til kun godt to procent af sognets 7000 indbyggere. TaIlene kan læses i Morten Møbjergs nye erindringsbog, »Arv og Gæld« (Forlaget Scriptoriet), der netop er udkommet. Den tidligere sognepræst i Kousted og Rasted ved Randers bruger Enghøj Kirke som et eksempel pa, hvad han kaIder for folkekirkens affinden sig med tingenes tilstand: »En holdning, der ikke tør håbe på grøde og vrekst. 22 millioner har det kostet at sætte dette mindesmrerke over kirkefolkets beskedne forventninger«.
Til sammenligning nævner Møbjerg, der begyndte som præst i Randers, at der her i hans tid blev bygget tre nye kirker, som kan rumme mellem seks og otte procent af sognenes beboere.

Selvfølgelig kan man ikke bygge. kirker, hvor der er plads til, at aIle sognets beboere kan være der pa en gang, men det er et trøstesløst kirke-, og sognesyn, der får mund og mæle gennem et dyrt og prestigepræget byggeri, som alligevel kun kan rumme en lille del af et sogns befolkning - den del, der har vaIgt kristentroen som sin specielle interesse. Om der er grund til pes- simismen, tør han ikke spå om, men den garnle præst,  som i sommervarmen har fundet hen i skyggen af sin have, har et håb og en forventning om, at der trods aIt er vækkelse i luften. Folk søger i øst og vest for at få udfyldt deres åndelige tomrum, og selv om denne søgen i vid udstrækning går uden om kirken, så ligger der netop her et gedigent bud pa den dybde og spiritualitet, som efterspørges. Folkekirken skaI blot have  den genfundet.  Jeg mener, det er utroligt vigtigt, at kirken virkelig begynder at overveje sin situation, og spørge sig selv: Hvad er det, der er gået død hos os? For vi har jo hele fylden og dybden i vores egen kirketradition. Vi skaI bare have den gravet frem.

Rusland

Morten Møbjerg, 74 år, skriver i øjeblikket på et stort værk om ikoner. I sin erindringsbog ser han tilbage på et liv udspændt mellem missionshuset i Vestjylland og de Thomaskristne i Sydindien, og midt i dette spænd den russisk-ortodokse kirke. Mødet med den blev afgørende.

Det var kirkeligt og kristeligt set, som at komme "hjem" - tilbage til en sammenhæng og kontinuitet, som vi i Vesten havde skubbet til side og næsten glemt i tidens løb. I den ortodokse kirke går man til gudstjeneste for at mødfe en person, Kristus, den opstandne. Man kommer der ikke blot for at høre om ham. Den ortodokse liturgi og gudstjeneste er mødets sted i langt større omfang end jeg har oplevet det i såvel den lutherske som den romersk-katolske kirke. I vores kirkesammenhæng taler man hellere til intellektet end til hjertet, og der er kommet så stor fokus pa præstens prædiken, at man er lige ved at forveksle folkekir- ken med en foredragsforening når det er værst. Møbjerg var på studieophold i Moskva i 1968; lærte sig russisk og har siden været på ta1rige besøg. Interessen for det russiske blev vakt af fætter Niels, der havde planer om at rejse til Sovjet og arbejde for proletariatets sag. Rejsen blev, som de fleste af Niels' projekter, aIdrig til noget, men skabte drømmen i unge Morten Møbjerg om engang at besøge det forjættede land. Da det 20 år senere blev muligt, var synsvinklen ændret: Nu koncentreredes interessen sig om kommunismens og den sovjetiske stats forhold til kristentroen og den russiske kirke - "det mest iøjnefaldende offer for kommunismens manglende frihed og kravet om at omfatte hele mennesket og dets tilværelse".

Krestens død

Erindringsbogens titel, »Arv og Gæld« understreger den familiens og slægtens sammenhæng, Morten Møbjerg føler sig som en del af. Når han ser tilbage, forundres han over, i hvor høj grad påvirkningerne i barndommen har sat sig spor i hans voksenliv. Det har overrasket mig, hvor meget jeg har bragt med fra min bedstefar, missionshuset og mit barndomshjem. Den bedstefar, der virkelig kom til at sætte sit præg på ham, var morfaderen, Morten Madsen, som med lige stor fornøjelse læste Indre Missions Tidende, DMS-bladet og Bibladet. En overgang var han den største  biavler i det sydlige Vestjylland, og bieme interesserede ham betydeligt mere end landbruget. Da den missionske vækkelse korn til Vorbasse, blev han en af de aktive i byggeriet af missionshuset »Pella«. I søndagsskolen fortalte han om ydre mission, og lagde grunden til Morten Møbjergs senere store interesse for og viden om de herhjemme ellers næsten ukendte orientalske kirker i Østen - den syriske og assyriske kirke - og de 8-10 niillioner Thomaskristne i Sydindien.

Bedstefar ønskede, at barnebarnet skulle være præst. Det var, hvad hans egen søn skulle have været, indtil tuberkulosen lagde alle drømme og forhabninger øde. Morten Møbjerg indleder sin bog med citater fra et brev, som bedstefaderen skrev til sin Kresten, mens denne var indlagt på sygehuset i Varde. »Jeg tvivler ikke pa doktorens vilje til at helbrede, men evnen. Derimod tvivler jeg ikke på Herrens evne«, - skrev han. Der er ingen tvivl om, at Krestens død var bedstefars store nederlag, men samtidig medførte det også en gevaldig renselse i hans forhold til Gud. Ikke et opgør, bedstefar tog åget på sig, men han rensede sit sind og indså, at meget af det, han havde forbundet med Krestens situation, nok alligevel ikke havde så forfærdelig meget med Guds sag at gøre, men mere med Morten Madsens egne ønsker.

Sygdommen

Kresten fik skriftstedet »Frygt ikke, tro kun« sat på sin gravsten. Da Morten Madsens bror, Søren, 20 år senere døde, satte den strerkt bibelkyndige bedstefar på hans gravsten ordene fra Salmernes Bog: »Du er en Gud, som gør undere«. For Søren fIk vækkelsens stærke fokuserlng pa djævel og fortabelse skæbnesvangre konsekvenser. Totredjedele af sit 80-årige liv var han indlagt pa Sindssygeanstalten i Middelfart »Arv og Gæld«, fællesskab og sammenhæng, såvel med levende som døde, den slægt der er gaet forud, men ogsa kirkens menighed. Derfor bør en alterskranke kun være en halvcirkel, fastslår Møbjerg. Den anden halvdel rækker ind i.himlen ill den del af menigheden, der er gået forud for os. 

Møbjerg sldder i skyggen med en sort præstekalot på hovedet. Det er en foræring fra hans kristne venner i Indien, og for tiden en praktisk foranstaltning, for den ellers hår- og skægrige pastor emeritus har i øjeblikket mistet hårpragten på grund
af kemobehandling for en livstruende kræftsygdom. Hvordan det vil falde ud, ved han ikke. - Men sygdommen har for mig bevirket en uddybning af de tanker, jeg har gået med. Min far og mo
r var ikke i tvivl om, at de, når de døde, ville komme op ill tvillingeme, som de mistede efter kun to år, og som jeg er opkaldt efter. Jeg vil slge det på den måde, at når vi går over grænsen til døden, tror jeg på, at vi bliver inddraget i det guddommelige kærlighedens fællesskab, som treenigheden repræsenterer.